For et par uger siden var jeg i Aberdeen for at interviewe Tim Ingold, der er professor i antropologi og har skrevet nogle ret fantastiske bøger om liv, materialer, procestænkning og deslige;)
Han sagde bl. a., at han tænker meget på, hvordan vores arkitektur er om 300 år (nu vi lige er i slipstrømmen af oplysningstiden, der startede for ca. 300 år siden). Han tror, at bygningerne på meget mere radikal vis kommer til at integrere (køkken)haver i konstruktionerne, så vi kan mindske afstanden mellem det land, vi lever på, og det vi lever af.
Det sendte jeg en tanke, da jeg i dag færdiggjorde et lille mini-projekt på en terrasse, som jeg troede, jeg skulle bruge som primær haveudgang, men som har stået uberørt, siden jeg flyttede ind. Nu er det blevet til en lille ‘produktionsplatform’, udført af Oskar Hansen og Anna Vo.
Her i efteråret er projektet Sensing Earth rundet af. Sammen med Dreyers Fond og Arkitektforeningen har jeg det seneste år undersøgt fænomenet ’transformation’ – gennem en række offentlige samtaler, gennem en serie af små publikationer med stemmer fra et bredt tværfagligt felt og gennem en konkret eksempel-transformation af en bygning på Frederiksberg.
Sensing Earth er afsluttet, men mit arbejde med transformation fortsætter … denne gang ved at dykke langt dybere ned i emnet i en bog, der ikke kun undersøger måder at transformere på, men også bevæger sig ind i spørgsmål om tid, liv, materialitet, omsorg og kontinuitet: hvad vil det sige at arbejde med det eksisterende? Hvad betyder det at bygge videre frem for at rive ned? Og hvordan kan arkitektur – og vores måde at tale om den på – være med til at ændre vores forhold til verden, jorden og det, der allerede er?
Jeg kommer til at dele glimt fra processen her undervejs.
Men først afsted til Rom – på Det Danske Institut – hvor jeg går ind i en mere stille og fordybende fase af arbejdet.
Fotocredit: 1) Jonas Petri, 3) Alonso Mayo , 4) Det Danske Institut i Rom. @dreyersfond@arkitektforeningen@detdanskeinstitutirom
Vi er nu nået til tredje udgave af den lille serie af publikationer, som har fået titlen Sensing Earth.
Den bygger på den samtale, der fandt sted i Arkitektforeningen i december under titlen ’Praksis – hvordan skal vi bygge?’, og flere af paneldeltagerne bidrager til publikationen – blandt andre Nikolaj Schultz, Christine Bjerke og Josefine Klougart. Men der er også mange andre gode stemmer: Nicolai Bo Andersen, Bror Axel Dehn, Verna, Høyer Arkitektur, Anne Pind, Djernes & Bell, Peder Frederik Jensen, Søren Nielsen, Spolia, Dehlia Hannah, Lundgaard & Tranberg og Hahn Lavsen.
Sensing Earth-serien kommer til at bestå af fire udgivelser i alt, og den sidste udkommer den 12. september, hvor vi åbner dørene til det gamle Kapel på Frederiksberg Hospital som vi lige nu er i fuld gang med at transformere. Så stay tuned!
Serien har fået sin grafiske identitet af Studio Atlant og er trykt i en lille copyshop på Vesterbro på det papir, som de lige har liggende.
Kom forbi gårdhaven i Arkitektforeningen på torsdag den 19. juni kl. 16:30, hvor vi præsenterer udgivelsen og byder på solskin og et glas bobler. @arkitektforeningen@studio.atlant@nicolai_bo@christinebjerke@josefineklougart@broraxel@nikolaj.schultz@verna.arkitektur@hoyerarkitektur@annepind@spolia_studio@pederfrederik@sn_vandkunsten@wandererabovethemist@lundgaardtranberg@hahnlavsen
Handling!
Om få uger afholder jeg den fjerde og sidste samtale under Sensing Earth, hvor vi samler op på de perspektiver og meningsfulde mulighedsrum, som er blevet diskuteret til de tidligere arrangementer:
Forfatter og billedkunstner Amalie Smith ser på, hvordan sproget kan hjælpe os med at følge sammenhænge og forbindelser gennem opmærksomhed, omsorg og ’afnaturliggørelse’; Juraprofessor Thomas Gammeltoft-Hansen skitserer, hvilke juridiske, økonomiske og politiske rammer, der kan være gunstige at se nærmere på; og sociolog Rune Baastrup kaster et blik på fællesskaber og visionært lederskab i en tid, hvor håb og mismod lever side om side.
Samtidigt løfter vi blikket og lader panelet udfordre de arkitekter, billedkunstnere og håndværkere, der lige nu skal i gang med at transformere det gamle kapel på Frederiksberg Hospital. Med de tre samtaler i efteråret om sprog, rammer og praksis er det nu blevet tid til handling.
Og endelig holder vi samme dag også reception for publikationen Sensing Earth nr. 2, der har overskriften Rammer – hvilke betingelser har arkitekturen brug for? med bidrag fra en lang række aktuelle stemmer. Den kan købes på dagen til arrangementet og herefter i udvalgte boghandlere.
Denne sidste samtale finder sted i kapellet på Frederiksberg Hospital, Tesdorpfsvej 19 (indgang fra vej 8), og datoen er tirsdag den 18. marts kl. 16:30.
Tilmelding på Arkitektforeningens hjemmeside. Kom gerne!
Hvordan skal vi bygge uden at bygge nyt? Hvilken praksis kan indbefatte en bevidsthed om, at Jorden er et fælles territorie, som vi sammen skal skabe trivsel på og med på tværs af matrikler, ejendomsret og andre antropocentriske systemer? Kan vi forpligte os over for hinanden og mødes i en fælles bestræbelse, der rækker ud over individet, tegnestuen samt diverse konkurrenceparametre? Og hvad kan vi bruge affekt, begær og sansning til i en tid, som i den grad er karakteriseret af en forestillingskrise? Og endelig: Hvordan udvikler vi faglighed og arkitektonisk kvalitet, så bæredygtighed ikke bliver målet med midlet?
En masse spørgsmål, der vil blive diskuteret til den tredje samtale under Sensing Earth af et panel med sociolog Nikolaj Schulz, arkitekterne Sinus Lynge, Justine Bell og Christine Bjerke og forfatter Josefine Klougart. Det er sociologen Rune Baastrup, der modererer.
Samtidigt udskriver vi et open call til at deltage i en reel transformation af en bygning i københavnsområdet. Det fortæller vi meget mere om på dagen.
Der er morgenkaffe, og det starter kl. 8:30 i Arkitektforeningen, Åbenrå 34, tirsdag den 10. december.
Tilmelding på Arkitektforeningens hjemmeside.
Mange arkitekter har et ønske om at implementere de nødvendige forandringer i deres praksis, men gang på gang støder de på forhindringer af lovmæssig, økonomisk og politisk karakter. Hvilke nye rammer har arkitekturen brug for, og hvordan kan de blive til virkelighed?
I anden samtale i samtalerækken ‘Sensing Earth – en ny kontrakt med Jorden’ ser vi bl.a. nærmere på reparation og transformation som et alternativ til nedrivning. I Danmark bliver bygninger stadigt og ofte revet ned, selv om der er potentiale for at bevare og transformere. Skal der være en juridisk grænse for nedrivninger, sådan som man ser det flere steder i Europa? Lige nu er tendensen, at vi river ned, medmindre der er gode argumenter for at bevare, men hvordan kommer vi derhen, hvor vi som udgangspunkt bevarer alt, medmindre der er rigtigt gode argumenter for at rive ned? Og skal vi i stedet for ’byggestop’ tale om ’udvindingsstop’?
Det er en af emnerne blandt mange andre, der debatteres af et panel bestående af arkitekterne Kasper Panum og Karsten Gori, professor i jura Linda Nielsen, professor i bæredygtige materialer Lisbeth Ottosen og Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen. Det er juristen Thomas Gammeltoft-Hansen, der modererer.
Samtidigt holder vi reception for en tekstsamling, der følger op på samtale nr. 1 under temaet: Sprog – hvordan kan vi tale om arkitekturen? Den kan købes på dagen til arrangementet og herefter i udvalgte boghandlere.
Det er gratis, og det finder alt sammen sted tirsdag den 29. oktober kl. 16:30 i Arkitektforeningen, Åbenrå 34, kl. 16:30.
Kom gerne 😊
Sammen med Dreyers Fond, Arkitektforeningen og Statens Kunstfond arrangerer jeg i efteråret en samtalerække under fællestitlen Sensing Earth.
Sensing Earth er et projekt under initiativet Agenda Earth, og ud over samtaler vil der udkomme en række tekst- og værksamlinger hen over det næste års tid, efterfulgt af et open call og en afsluttende udstilling.
Samtalerne finder sted forskellige steder, men den første – den 10. september – finder sted i min have og handler om sprog og arkitektur. Her deltager forfatterne Peder Frederik Jensen og Emmy Laura Perez Fjalland, antropologen Cecilie Rubow, arkitekten Stine Christiansen fra Os Arkitekter og tegnestuen gruppe-aja. Efter den schweiziske arkitekt @chrissiemuhr og min velkomst er det forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith, der styrer samtalen.
Alle bidragene vil en måneds tid senere udkomme som en lille reader, hvor også andre refleksioner over temaet vil præsenteres.
Mere information og tilmelding til de forskellige arrangementer kan findes på Arkitektforeningens hjemmeside under Sensing Earth. Håber, I kommer forbi – til det hele.
Billederne er taget af gruppe-aja, der har transformeret den have, vi skal være i. Havestierne har de skabt ud af afskæringer fra de fortovsfliser, der er anvendt på de tilstødende veje.
#sensingearth
#agendaearth
@dreyersfond@arkitektforeningen@statenskunstfond@pederfrederik@jordbo_dk@cecilierubow@os_arkitekter@gruppe_aja@pihlmann@amalie__smith
Fortsættelse af forrige opslag:
Hovedfokus er ikke bæredygtighed - det er (eller burde være) grundlaget for alt byggeri og transformation, og her har vi cirkuleret de nedrevne dele og materialer til anvendelse andre steder i huset, ligesom teglkernerne kun består af kasserede sten - men snarere at insistere på, at alt det forhåndenværende har en værdi, og med dygtige arkitektoniske indgreb og justeringer kan det transformeres til en rig, ærlig og kompleks arkitektur med endnu højere værdi. Derfor er jeg rigtigt glad for, at Søren Pihlmann vandt Årets Arne for sit arbejde😊
Så meget mere kan fortælles om dette hus og om den nævnte arbejdsproces, men lad mig vise nogle billeder, sådan lidt før, under og efter, hvor man også kan se de mange tests med materialerne både ude og inde. I forrige opslag er de sidste to taget af @hampusper , i dette opslag har han taget dem alle.
#house14a
#åretsarne
@pihlmann@arkitektforeningen@kbharkitektforeningen
For et par år siden startede jeg en proces med arkitekt Søren Pihlmann @pihlmann mhp. at transformere en villa fra 1951. Den skulle tilpasses mine behov, det værdifulde skulle bevares (materialer, solidt håndværk mv.), og så skulle det føjes nogle arkitektoniske valg til, som kunne tilføre yderligere værdi til en bygning, som igennem årene var blevet mere og mere usammenhængende.
Vi valgte at inddele samarbejdet i tre faser:
I første fase brugte vi meget lang tid på at undersøge det eksisterende hus - hvordan var det konstrueret, hvilke fortællinger ville vi føre videre, hvordan var stedet, grunden, historien, og hvor kunne vi skrælle af og komme helt ind til benet, hvor konstruktionen står solidt og i sin egen ret? Det førte til timevis af - og månedlange - samtaler i en nysgerrighed på både arkitektur og på det liv, det skal leves der.
I anden fase arbejdede arkitekten med at finde et greb, der både materialemæssigt og konceptuelt kunne samle huset og på den måde skabe nogle ret skarpe guidelines for det kommende arbejde. Det betyder, at huset har nogle særlige opmærksomhedspunkter, mens det andre steder er mere flydende og opstår som et resultat af håndværk, materialeegenskaber og løbende eksperimenter. Grebet bestod i at lade tre murstenskerner skyde vertikalt op gennem huset, fra kælder til kvist - ja, og længere endnu, for hver kerne afsluttes med et tagvindue. De tre kerner indeholder nogle af husets grundbestanddele - trapper, opbevaring og (vand)indstallationer - og boligens rum dannes som en konsekvens af disse. En slags restrum, der hver især får meget store vinduesåbninger, så de tager haven ind.
I tredje fase tilbragte arkitekten og jeg utallige timer sammen med de dygtige håndværkere på byggepladsen. Grebet lå fast, men resten var så at sige til forhandling. Det kan ikke tegnes på forhånd, for på computeren kan vi ikke vide, hvordan materialerne fungerer sammen, hvilken stoflighed de har, hvordan kroppen indtager rummene, og hvordan de enkelte valg påvirker det samlede greb. Det måtte afprøves og diskuteres på stedet, igen og igen og med utallige forsøg og ændringer. Tak til fantastiske håndværkere @gjerulffoglassen
Forts. i næste opslag
