En sommer af dualiteter.
Hvor mit hjerte er gået i tusinde stykker og hvor jeg aldrig har været lykkeligere.
Med død og sygdom, liv og vækst.
Hvor vi har grint og grædt, samtidig. Og holdt om hinanden.
Med søvnløse nætter, langsomme morgener og kolde øl i solen.
Livet har føltes vanvittigt komplekst og samtidigt såre simpelt.
Måske det er sådan mit voksenliv bliver. Alt bliver nemt og ligetil. Intuitionen står knivskarp. Og samtidig er meget dundrende svært og hårdt. Med de lykkeligste stunder kom sorgen og savnet og skylden - alt det med S. Såre simpelt.
Hvor er livet forbandet smukt. Og skingrende grimt. Jeg elsker alt ved det og forbander at elske - for at miste og frygten for at miste gør så pisse ondt. Og vi skal jo miste alt det vi elsker på et tidspunkt.
Men vi har elsket. Og det er det vigtigste. Kærligheden. Elsk frem for alt.
Vores fuldstændig fantastiske, bindegale, højt elskede Pippi forsvandt for en måned siden - hun kommer ikke igen. Vi er knuste. For os, er Pippi meget mere end en hund. Hun er vores første datter, årsagen til at vi flyttede fra byen, den vi har brugt allermest tid og energi på udover hinanden. For dem af jer der fik fornøjelsen af at være vidne til vores hjerneblødning af en beslutning - at få en tysk jagtterrier som første hund - kan skrive under på, at livet med Pippi aldrig var kedeligt.
Pippi havde bogstavelig talt ni liv, men hun brændte dem også op i en helvedes fart. Hun har overlevet alt fra at hoppe ud af et vindue på 4. sal og lande i en tagrende, til at falde flere meter ned i et ventilationssystem i en bunker og først blive fundet 2 dage senere af sin bror Alfred. Pippi har jaget vadehavet tyndt for fugle, drevet vildt med og uden Lasse, puttet i vores armhuler, smuglet sig med i utallige håndværkeres biler, gravet hele min farmors have op, godmodigt logret alle velkomne på gårdspladsen, badet i alle solstråler hun kunne komme til.
Pippi var med os alle steder. Hun fyldte på alle måder en kæmpe del af vores hverdag. Pippi er stadig med os, hun fylder stadig, nu er det dog savnet og sorgen og kærligheden til en lille dum hund der står tilbage.
Ære være Pippis minde - den største lille hund vi har mødt på vores vej 💔❤️❤️🔥
Ingen grønlandsk jul i år med svigerne 💔 Men med @explore.kangerlussuaq ’s billeder er det sgu næsten som at være der igen.
Jeg siger go til oppyntning og julemusik btw
Las gør det nemt at elske ❤️
10 år med @badboilala er 10 år med… hønsehold, kombucha, blomster, sneglesamling, hund, kaffe på sengen, surdejsbrød, sankning, hund nr 2, same dick forever 🔥
Morgenkaffefyren @badboilala ☕️🤎
Flere års foto optagelser udkommer nu i en potpourrie af halvnøgne Lasser, store smil og ikke mindst, ekstrem god kaffe.
What you have all been waiting for 🫣 For et år siden var jeg helt objektivt set til det bedste bryllup nogensinde, hvor jeg giftede mig med den mest fantastiske mand på jordkloden 🤘🏼🔥 En trilliard ja’er til dig Las, fra nu af og til vores dages ende ❤️🔥
Tak Ny og Nik, mor og far, for at have fundet frem til en unik og beundringsværdig balance i forældreskabet. Jeres tilgang mener jeg, at mange forældre (kommende og nuværende) kan finde stor inspiration i.
I skal have tak. For altid at give en hjælpende hånd (her bogstavelig talt i form af at plante tomater ud) og altid være der for os, når Gustav og jeg har haft brug for det. Men at samtidig insistere på, at vi skal kunne klare os selv. At vi selv skal finde frem til den vej vi vil gå. I har altid været klar med gode råd, men er aldrig kommet med svarene. I har altid insisteret på perspektiv og selvkritik, når vi har følt os uretfærdigt behandlet (okay, den går nok mest ud til dig mor 😅). I har insisteret på, at vi godt kan løse tingene selv, at vi kan danne os vores egne meninger om verden og menneskene omkring os, og vigtigst af alt, at vi altid skal arbejde på at finde den rigtige balance mellem ydmyghed og selvværd når vi går igennem livet.
Jeg tror en forælders vigtigste opgave er, at gøre sine børn i stand til at bidrage positivt til et fællesskab, uden at barnet giver køb på sin integritet. Det er en forbandet svær balance! Hvordan lader man sit barn være bedste venner med en klassekammerat man selv ikke kan fordrage, og især ikke barnets forældre? Hvordan lader man være med, at dele ud af alle sine gode løsninger under sit barns jobsøgning, uvenskaber, opgaveskrivning, karrierevalg, osv., når man jo selv har så forbandet rigtigt et perspektiv på disse livsomstændigheder, fordi man selv har været det hele igennem og kom godt ud på den anden side?
Mine forældre ved, at måden de netop kom ud på den anden side, hver gang livet har gået dem imod, var ved selv at gå vejen. Man kan få en masse støtte undervejs når det bliver ubærligt hårdt, men man tager aldrig ved lære eller rykker sig, hvis man lader andre gå for sig.
Tak for at give os vandreskoene på, men ikke vise os hvilken vej vi skal gå!
🙏🏼
Det ældste trick i bogen, stempelkaffen. En klassiker. En nødvendig parentes i Lasses kaffe eventyr, da han har solgt rumskibet og nu venter på en lækker lille chrom sag.
Lasse: “Nejnejnej, skriv italiensk espressomaskine. Håndlavet italiensk espressomaskine”.
Mens vi venter på italieneren, må jeg holde mig til stemplet - selvfølgelig med græsmælk eller Søtofte, når der rigtig skal spilles med musklerne.
