“NÆSTEN VESTEN VÆKSTEN RESTEN” (2025)
Currently on view at @theroundtower .
The next performance, activating the textile works “Weighted Blanket” & “An Economy of Comfort”, takes place on August 13th.
About the work:
Noget har lagt sig ned. Noget har lagt sig til rette. Ingen husker helt hvornår, kun at det blev liggende. Et aftryk. En aflejring. En aftale, der efterlod sin tyngde. Sådan er komfort; en forskydning. Ikke et fravær af ubehag men en fordeling af vægt. Ikke en individuel tilstand men en forhandlet afstand - en grænse vi lægger mellem værdi og vilkår.
Gummarp-stenen lå også. Den lå, og gjorde sin vægt til magt. En ophobning af noget der ville være mere. En forsikring, var den. Værdi fastlåst i tegn og sten. Et værn så tungt at det måtte tabes. Men hvor noget har ligget, kan det mærkes, selv når det er væk.
Ve-sten, kun-sten, re-sten.
Stenen har skjult sig i sproget. Som en afslutning. En sidste tunghed der tvinger sætninger til jorden. Ord bliver til efterladenskaber. Levn. Noget næsten værdigt. Næ-sten, siger vi, og mærker ikke endelsens vægt— påmindelsen, om kroppen der blev liggende. Om kroppene der lagde sig ned i solidaritet, i protest—næsten, siger vi, og påpeger en afstand, ikke en tilnærmelse.
I værket bliver stenen, sproget, og kroppen tunge sammen. De lægger sig blandt det nødvendige, det nænsomme, og det voldsomme. Komfort fremstår som både en selvfølge og et system; en kropslig tilstand men også resultatet af sociale, økonomiske, og politiske forhandlinger. Grænsen mellem lethed og tyngde forskydes konstant, og værket skaber et refleksivt rum, hvor det værdifulde og det næsten værdige kortlægges - eller nedlægges.
Visit the exhibition “The Lost Runestones” until 24/8/2025.
Curated by @kaellingstenen
Photos: stills from video by @jacob_linholdt 💛
Final tests before next week’s opening.
@kaellingstenen
*VE-STEN*
Jeg har lært at lægge sten,
ikke som markering eller med eftertanke,
bare fra mig.
Det kræver ikke styrke,
men adgang.
Det kræver ikke valg,
kun vane.
Der findes sten til enhver ulejlighed—
afstumpede, kolde klumper jeg kan fralægge mig,
frabede mig ansvaret for.
Det er ikke altid bevidst,
det er bare altid muligt.
Jeg kender til steder
hvor endnu en sten ikke gør en forskel,
hvor en stadigt voksende hob nemt forveksles med vilkår.
Jeg lægger stenene på overflader,
overlæber,
og overtrådte grænser.
Jeg lægger dem på overarme,
overtro,
og oversete behov.
Intet er med vilje,
eller med ansvar.
Jeg har lagt sten i samtaler,
i brudte aftaler,
i andres tålmodighed.
Konflikter, dem lægger jeg også sten i.
Det føles som en lettelse,
og det er altid mig
der bliver lettere.
Hvor lagde du din sten? Ligger den i vejen eller i stedet for noget?
Jeg har lært at lægge sten—
Jeg har mestret at flytte et ubehag,
at aflejre det.
Aflejre.
Aflejre.
Aflære.
En aflæring kræver vilje.
En aflejring kræver kun tid.
Tidligt, lagde vi sten i vores sprog. Bag hvide fortænder.
Det gør vi stadig—
igen og igen
giver vi os selv noget at tale udenom.
Og jeg siger ikke, at det er retfærdigt.
Jeg siger blot, at det er en realitet—
at jeg kan lægge noget ned,
uden at mærke
hvad jeg lægger pres på.
Some summer-glimmers that still fluff up my heart 🫀
Performance footage of "NÆSTEN VESTEN VÆKSTEN RESTEN"
(“Almost, The Rest, Growth, The Rest”).
The work was part of the exhibition "De Tabte Runesten" (2025) at @theroundtower .
Curated by @kaellingstenen .
Video by @jacob_linholdt .
In light of our current group show on Freedom, Solidarity and Future-Making, Berlin-based performance artist Camilla Brogaard (1989, Denmark) will join us this Wednesday to perform their piece ‘Short for Pyromania, Long for Everything Else’ (2026, work in progress).
Brogaard’s work moves between social choreography and listening practice. With a background in contemporary dance and philosophy, their artistic research engages doubt as an anti-authoritarian method. Rather than framing doubt as pathology, they approach it as a form of epistemic labour: an iterative, rigorous and relational engagement with the consequences of thought and action. From this perspective, doubt is seen as a practice that resists epistemic closure and redistributes responsibility for how knowledge is produced.
Grounded in lived experience of obsessive doubt, magical thinking and compulsive embodiment (often pathologized as OCD), Brogaard’s practice proposes doubt as an ethical stance. Hesitation and repetition are not treated as failures, but as deliberate refusals of detached, disembodied forms of knowing.
‘Short for Pyromania, Long for Everything Else’ draws on Octavia Butler’s fictional drug “Pyro”, which gives users a euphoric high from lighting and watching fires. Here, an addiction to fire becomes a political condition: a systemic compulsion toward acceleration, illumination and rationality.
Like an old flame,
no—
copper imaginaries.
This is how I read fire
orange and red, but cracked open.
A most metallic logic.
___
Wednesday, April 22
doors open: 19.45
performance: 20.00-20.30
free entrance, no registration needed
Hunnies, I’ve added to the stack
𝓛𝓸𝓸𝓴 𝓐𝔀𝓪𝔂 𝓪𝓽 𝓣𝓱𝓮𝓶
𝒯𝒽𝑒𝓂 𝓊𝓃-𝓋𝒾𝑒𝓌𝒶𝒷𝓁𝑒 𝒷𝑜𝒹𝒾𝑒𝓈. 𝒮𝑜 𝓈𝑜𝓁𝒾𝒹𝓁𝓎 𝒶𝒷𝓈𝑒𝓃𝓉. 𝒮𝑜 𝒹𝑒𝓃𝓈𝑒𝓁𝓎 𝓂𝒾𝓈𝓈𝒾𝓃𝑔 𝓉𝒽𝑒𝓎 𝒻𝒶𝒷𝓊𝓁𝒶𝓉𝑒 𝒶 𝒹𝒾𝓈-𝑒𝓅𝒾𝓈𝓉𝑒𝓂𝑜𝓁𝑜𝑔𝓎.
This text was commissioned by Laura Franzmann and Gabriela Těthalová for their exhibition Inner Entourage—Spectrum of Liminal, which opened at Vorfluter in Berlin last week.
Link in bio x
@laurafranzmannn@gabrielatheta@vorfluter
