Denne weekend stod jeg pludselig midt i den danske ulvedebat 🐺🇩🇰
DR P1 Morgen, TV2 News og en artikel på DR - alt sammen fordi jeg lavede en video om den nye lovændring, der i praksis åbner for, at ulve kan skydes i Danmark 🐺🔫
Med de nye regler må jægere skyde en ulv, hvis den vurderes som truende, er for tæt på eller udgør en trussel for husdyr eller jagthunde. Det er jægerens egen vurdering og der kræves ingen forudgående tilladelse. Husdyrholdere får samtidig ret til at skyde ulve bag såkaldt “ulvesikrede hegn”, selvom kravene til disse hegn er blevet lempet.
Det er præcis her, problemet opstår!
Der kan umuligt føres bevis for, om en ulv var truende eller ej. Den bevisbyrde kan hverken jægeren eller myndighederne løfte… Alligevel bygger loven netop på denne vurdering.
I praksis betyder det, at det nu er op til den enkelte at afgøre, hvornår en ulv skal dø. Og når en lov gør det umuligt at kontrollere eller efterprøve, hvad der reelt er sket, så har vi et alvorligt problem.
Derfor er det vigtigt, at vi siger fra nu!
For med den her lov risikerer vi, at vores ulve ganske enkelt bliver skudt væk - uden dokumentation, uden reel kontrol og uden fagligt grundlag.
Dette opslag samler små uddrag fra en weekend, hvor ulven igen blev politisk kampplads.
Ikke fordi debatten er behagelig, men fordi det er langt farligere at tie stille 🤐
For bare 100 år siden levede der omkring 100.000 geparder i verden. I dag er der under en tiendedel tilbage, kun ca. 7000 og geparden er opført som sårbar og dermed rødlistet som en truet art. Mange steder er bestanden forsvundet helt, og i Zimbabwe peger de nyeste estimater på, at der kun lever omkring 90-160 vilde geparder 😕🐆
Det er svært helt at forstå, når man står derude midt i bushen og pludselig får lov til at følge en gepardmor og hendes fire unger gennem flere dage. Ikke bare et hurtigt møde i forbifarten, men tid nok til at observere deres adfærd, deres relationer, jagterne og de små øjeblikke imellem dem.
Når man ved hvor få der er tilbage, føles hvert eneste individ pludselig enormt vigtigt. De fem geparder vi fulgte, svarer altså til nogle %’er af hele den vilde bestand i Zimbabwe. Og hvis bare én af dem forsvinder, er det ikke bare endnu et dyr der går tabt, men en betydelig del af landets samlede gepardbestand. Hvert dyr tæller!
Det gør noget ved perspektivet. Foran kameraet sidder en lille gepardunge, den næste generation. Den kigger nysgerrigt op mod mig, men bag de vilde øjne gemmer der sig en langt større historie om en art, der stille og roligt er ved at forsvinde fra store dele af Afrika.
Heldigvis er der mennesker, som folkene ved @amalindasafaricollection , som med anti krybskytte enheder og andre tiltag, gør alt hvad der står i deres magt for at beskytte disse fantastiske dyr - så jeg en dag forhåbentlig også kan tage Sander med og lade ham opleve dem på tæt hold, ligesom jeg selv var så heldig at få lov til 🐆🙏
Vi kører stille ud ad den sandede vej, da vores guide pludselig bremser op midt i det hele og peger ned foran bilen. Lige dér, midt på sandet, er en kamæleon i gang med at krydse vejen 🦎
Den ligner ikke en der her travlt, selvom den faktisk er udsat netop der. Bevægelserne er langsomme og hakkende, næsten som om den hele tiden overvejer sit næste skridt. Frem og tilbage med små justeringer, men det er faktisk helt bevidst. Kamæleoner bevæger sig sådan for at efterligne planters bevægelser i vinden. Normalt sidder de på en gren og gynger, så de falder i ét med omgivelserne. Det er en del af deres måde at overleve på 🌱
Og netop det med at forsvinde i omgivelserne er deres helt store styrke. Kamæleonen er specialist i kamuflage og kan ændre farve alt efter, hvor den befinder sig, så den bliver svær at få øje på.
Dens øjne er en anden fed feature den har 👀 Den kan nemlig styre hvert øje uafhængigt af hinanden og dermed både se fremad og bagud på samme tid, op og ned eller til højre og venstre.
Vi hopper ud af bilen og lægger os ned i sandet. Kameraerne bliver lagt foran os og vi skynder os at fange øjeblikket, mens den stadig er der. For kort tid efter når den vejkanten og spankulerer ind i vegetationen og forsvinder 😊
Er det AI, eller er det virkeligt? 🤔
Jeg bliver (desværre) ofte konfronteret af nogen, som mener mine optagelser er AI. Og det sker faktisk ret tit. Det er ofte noget med, at de mener det kan ses på baggrunden, det ser mærkeligt ud, eller det er for pænt og flot til at være virkeligt… men sandheden er selvfølgelig at alle mine optagelser, hver og en, er filmet ude i den vilde natur 🌳🦌
Det, der ofte bliver stemplet som AI, er netop de øjeblikke, der også rammer mig selv hårdest, mens jeg står bag kameraet. F.eks. når lyset falder perfekt ned imellem trækronerne, oplyses i disen, alt imens en flok dådyr kommer løbende igennem billedet. Men det er jo ikke tilfældigt! Jeg ved hvor solen står op, hvornår den gør det, hvor dens stråler vil ramme, hvor jeg skal placere mig og hvor morgendisen plejer at lægge sig i skoven, når forholdene er rigtige.. og hvor plejer dådyrene samtidig at bevæge sig henne?
Selvfølgelig er der også et element af held. Det er der altid når man har med naturen at gøre. Falder lyset samtidig med tågen og kommer dyrene netop i det korte vindue? Men jo mere man opsøger heldet, jo heldigere er man sjovt nok 😊
Nå men, tilbage til anklagen om AI. Jeg tror dem som ofte skriver det, er de samme mennesker som ikke har tålmodigheden og vedholdenheden til at tage ud i naturen i de rigtige forhold og netop opsøge heldet, for at opleve hvor magisk naturen i virkeligheden kan være. De mennesker som gør det, og har oplevet når alt falder på plads, ved hvordan det er, hvad det er og hvordan det føles. Det er noget som AI aldrig vil kunne erstatte.
Desværre er AI blevet så godt, at det kan snyde os alle og derfor synes jeg det er så vigtigt at være autentisk. I en verden som hele tiden bliver mere og mere falsk, har vi brug for noget virkeligt og ægte at holde fast i - og den vilde natur har altid været et sted at kunne søge hen… så lad os holde fast i den, passe på den og værne om den 🙏
🎥 *Dyrene er filmet med Sony FX3 og lysstrålerne med iphone15 pro.
De små rævehvalpe kigger frem fra graven 🦊 Verden udenfor er stor og de er først lige begyndt at opdage den 🌍
Rævehvalpe er nysgerrige små væsner, det er sådan de lærer hvad der skal til for at begå sig og overleve i naturen. De lytter og opfanger alle lydene omkring sig, lugter til omgivelserne og danner sig et indtryk af den verden de er en del af.
De leger med hinanden, ligger på lur og tumler rundt… Det er ligeledes med til at forberede dem på det liv der venter derude.
Selvom det hele virker uskyldigt, er det ikke for sjov - hvis de vil klare den, er det måden at gøre det på - for når sommeren er ovre, skal de væk fra deres mor og ud og stå på egne ben.
Men indtil da, er det her deres trygge hjem og det er slet ikke noget de behøver at bekymre sig om endnu 🦊
Fiskeørnen har sit navn, fordi den er en særdeles specialiseret og effektiv fisker. Hele dens levevis er tæt knyttet til vand. Selvom den på dansk hedder ‘fiskeørn’, er den faktisk ikke en “rigtig” ørn i biologisk forstand 🧐 Da jeg hørte det første gang, tænkte jeg bare… “hvad?”… “hvorfor”? Og den begrundelse har jeg googlet mig til og prøvet at gengive her:
Fiskeørnen tilhører familien Pandionidae, som kun rummer én slægt og én art: Fiskeørnen selv (Pandion haliaetus).
De egentlige ørne hører derimod til familien Accipitridae, også kendt som høgefamilien. Denne familie rummer en lang række rovfugle, herunder både ørne, høge og glenter, fordelt på flere slægter. Blandt de mest kendte ørneslægter finder man Aquila og Haliaeetus.
I slægten Aquila finder vi eksempelvis kongeørnen (Aquila chrysaetos), en kraftfuld landjæger, der primært lever af pattedyr og fugle i åbne landskaber og bjerge. I slægten Haliaeetus finder vi havørnen (Haliaeetus albicilla), som i lighed med fiskeørnen også har en stærk tilknytning til vandmiljøer og fisk som fødegrundlag.
På den måde står fiskeørnen lidt for sig selv i rovfuglenes systematik. Den ligner en ørn, opfører sig majestætisk som en ørn, men er evolutionært sin egen gren - en højt specialiseret fiskespiser, formet af vandets verden, snarere end landets.
Der findes steder, hvor naturen bøjer virkelighedsfornemmelsen en smule 🌈
Her ved Victoria Falls i Zimbabwe, falder vandet med så voldsom kraft, og der er så meget af det, at det ikke kun styrter ned - det stiger op igen. Som fin tåge, der fylder luften og får det til at føles, som om det regner… opad 🌦️
Sidst på dagen, når solen står lavt og strålerne rammer vandpartiklerne i den helt rigtige vinkel, opstår der et kunstværk af en anden verden. En kæmpe regnbue, der farver hele kløften 🤯
Jeg lavede derfor dette klip, zoomede ind og lod farverne og elementerne tale for sig selv 😮💨
Plettet spurveugle 🦉 En lille ugle med en stor stemme. Uglen er ikke meget større, end hvad navnet antyder, en spurv. Til gengæld kan man tydeligt høre den, når den kalder og gør krav på sit territorium. Denne ugle er filmet Zimbabwe og findes slet ikke i Danmark - men den minder meget om den spurveugle, som vi får få år siden var så heldig at have i Danmark, men som desværre ikke er her længere.
Jeg tænker tit over hvad der mon ville være af dyreliv i Danmark, hvis vi var bedre til at give naturen plads 🙏
Vi fulgte ham i flere dage i Zimbabwe. En ung hanløve, stadig ved at finde sin plads i hierarkiet 🦁
Han bærer et GPS-halsbånd. Ikke for vores skyld, men for hans egen. Her bliver der lagt enorme ressourcer i at beskytte rovdyrene og teknologien er en af de måder, man forsøger at holde dem i live på, i et landskab hvor truslerne desværre er mange!
Om aftenen og langt ind i natten kunne vi høre ham.
Hans brøl rungede gennem mørket, når han kaldte på sin bror, som opholdt sig i området… men som holdt sig lidt i baggrunden. Og det med god grund! For broren havde travlt med løvinder et andet sted, og det skulle ham her jo ikke komme og spolere 😏
Det er noget helt særligt at være vidne til dynamikken i en løveflok. Spændingerne, relationerne, spillet mellem løverne, hvor de konstant er i bevægelse.
Et flashback til en morgen, hvor naturen ramte noget helt særligt 😮💨
Lyset var blødt og gyldent, disen lå som et slør over landskabet, og krondyrene brølede. Det var slutningen på brunsten.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det langt fra hver gang, det ser sådan ud - faktisk ret sjældent. Men indimellem… så rammer det bare. Alt går op i en højere enhed.
Det er de morgener, jeg bliver ved med at opsøge. Ikke kun fordi de er smukke at opleve, men fordi det føles som om, at uanset hvor jeg vender kameraet hen, så ser det fantastisk ud. Naturen gør næsten arbejdet for mig og det er sgu værdsat, når man laver det jeg laver 😅
Jeg oplever det oftest i overgangene - forår og efterår. Og jeg håber, at i år byder på mange flere af de øjeblikke 🙏
Geparden er verdens hurtigste landdyr 🐆 Når den sætter i sprint, rammer den op mod 110–120 km/t - altså samme hastighed som trafikken på motorvejen 🚙💨
I det her klip har jeg ladet løbet tale for sig selv… Først i realtid og derefter i 25% hastighed, altså 4x slow motion, så man faktisk kan følge hvert eneste trin i bevægelsen.
For når man sænker tempoet, begynder detaljerne at træde frem.
Løbet er bygget op omkring en ekstremt fleksibel rygsøjle, der fungerer som en fjeder. Når kroppen samles, trækkes bagbenene langt ind under kroppen, og forbenene strækkes frem. I næste øjeblik eksploderer den ud i en fuld udstrækning, hvor både forben og bagben er strakt maksimalt, næsten som om den flyver hen over jorden.
Der er faktisk to svævefaser i hvert skridt.
Én hvor kroppen er helt samlet og én hvor den er fuldt udstrakt… og det er netop det, der gør skridtlængden så ekstrem.
Bagbenene er motoren. De leverer det voldsomme afsæt og sender kroppen fremad med eksplosiv kraft. Forbenene tager imod stødet, absorberer energien og trækker hurtigt ind igen, klar til næste afsæt.
I modsætning til andre katte trækker geparden ikke kløerne ind, de fungerer som små pigge, der griber fat i jorden og giver stabilitet, især når den drejer i høj fart. Samtidig er trædepuderne hårde og ru, næsten som dæk, der øger friktionen mod underlaget.
Hovedet holdes ekstremt stabilt gennem hele løbet, fuldt stabiliseret, med blikket fastlåst på byttet.
Halen spiller en afgørende rolle. Den fungerer som et ror, der modvirker rotation i kroppen og gør det muligt at ændre retning lynhurtigt uden at miste balancen. Når byttet zigzagger, svinger halen modsat og holder kroppen på ret kurs.
Som om det ikke var nok, så arbejder vejrtrækningen samtidig i takt med skridtene. Hver gang kroppen strækkes, åbnes brystkassen og trækker luft ind. Når kroppen samles, presses luften ud igen.
Det betyder, at åndedrættet er direkte koblet til løbets rytme. Men det er også derfor, det kun kan vare i ganske kort tid 😮💨
Og når jagten er slut, står den tilbage…
med åben mund, pumpende brystkasse og lunger, der kæmper for at indhente det hele igen… og det kan man vel egentlig godt forstå 😅
